Deltager info & Tilmelding


Husk at opdatere siden i din browser så du får nyeste udgave af informationerne!

Opdateret d. 11/3-2024



 

VIGTIGT: Er man over 18 år skal der laves en tilmelding for hver person, så vi får de nødvendige og korrekte oplysninger på hver deltager.
Tilmelder man børn/personer under 18 år skriver man barnets/personens navn og alder i beskedfeltet i tilmeldingen

 en af dem der er forældre/værge for personen under 18 år. 

Tryk her for at tilmelde dig til skituren 2025!



Af gode grunde er Praktisk info til deltagere endnu ikke opdateret til skituren 2025.

-Kom tilbage i ca. september/oktober 2024...


















Praktisk info til deltagere på skituren 2024

-og alle andre der er nysgerrige... :-)



Køreplan for bussen søndag d. 3/3-’24:


   - Afgang  Kalmarvej 2, Stouby mellem Juelsminde og Daugård, kl. 02.00 (Vil du med herfra skal du give Henrik besked senest ugen før afgang)

   - Afgang  Beringgårdsvej, bag Åmarken Station i Hvidovre, kl. 06.00


   - Afgang  Ingerslevsgade ved DGI-byen bag Københavns hovedbanegård, kl. 06.30

   - Afgang  Rosenørnsallé ved Forum, foran Radiohuset, kl. 06.45

   - Afgang  Hans Knudsens Plads, kl. 07.00

   - Afgang  Nærum Amtsgymnasiums p-plads, Nærum hovedgade, kl. 07.15

   - Afgang  Øresundslinjens færger i Helsingør, foran betalingsbåsen, kl. 07.50


Sørg for at være klar på det sted du vil stige på bussen senest 10 minutter før afgang! Bussen kører præcis når tiden er inde, UANSET om du er med eller ej! Det er dit eget ansvar at komme med bussen!!!


Busturen tager ca. 16 timer fra Jylland og ca. 12 timer fra København. Vi vil gerne hurtigt frem så vi holder ikke alt for mange pauser, men vi holder en middagspause ved Torp Köpcentrum, et shoppingcenter ved Uddevalla i Sverige hvor der er alt i div. fastfood og sandwich m.m. samt butikker og supermarkeder. Du må selvfølgelig også gerne medbringe en madpakke til at spise når bussen holder pause.

På hjemturen holder vi også pause et sted hvor der kan købes aftensmad.


Vi forventer at bussen, lørdag d. 9/3., er tilbage i København mellem ca. kl. 03 og 05.


Vær opmærksom på at bussen ikke alle steder standser de samme steder på hjemturen.

   - I Helsingør standser bussen IKKE ved færgen, men ved holdepladsen/busstoppestedet der ligger ca. 100 meter FØR Helsingørmotorvejen fletter fra Kongevejen efter Snekkersten. (Skal man af ved havnen/stationen kan man forlade bussen på færgen og gå i land via færgens landgangsbro)

   - I Nærum standser bussen ved busstoppestedet på motorvejen nedenfor Nærum Station. Gennemgang over perronerne fra stationens P-plads.

   - Ved Hans Knudsens Plads standser bussen i busbanen på Lyngbyvej, overfor pladsen.

   - Alle andre steder er det som på udturen.


Deltagere fra resten af Danmark: Må selv skaffe sig til et sted hvor de kan møde fællesrejsen/bussen. Skituren kan evt. hjælpe med vejledning.

Kører du i bil til København kan skituren hjælpe med gratis parkering der hvor bussen holder i Hvidovre. Kontakt Henrik senest en uge før turen.

Kommer du med regional- eller IC-tog er det nemmest at møde bussen bag hovedbanegården ved DGI-byen (se køreplan øverst på denne side)


VIGTIGT:

HUSK at Sverige og Norge har indført grænsekontrol. Vær derfor meget opmærksom på at medbringe gyldig ID på skituren! For danske statsborgere er det et

gyldigt EU-kørekort (ikke app-udgaven) eller et gyldigt pas. Der er andre regler for børn.

Har du IKKE gyldig ID kan du blive tilbageholdt og vi må efterlade dig hos myndighederne/politiet.

Det er IKKE skiturens ansvar hvis du ikke kan komme ind i enten Sverige eller Norge.


Dagsprogram: Vil blive opsat i hytten.

Der vil være morgenmad så man kan nå ud på ski når lifterne åbner, og aftensmaden vil være klar en go' time efter lifterne lukker.

Efter aftensmaden vil der være hygge, spil, andagt og lovsang m.m. i pejsestuen i hytten. 


Der må hygges foran pejsen så længe man vil, men der SKAL være ro i soveafdelingerne når folk begynder at gå i seng! 


Hvad skal jeg tage med? Du skal selv medbringe lagen og betræk eller sovepose samt håndklæde. Der er dyner og puder på værelserne.

Personer/familier der skal dele senge/værelser skal være opmærksomme på evt. også at have dyne m.m. med til den ene af de to der deler en seng samt også madras/rejseseng til dem der evt. ender på gulvet, medmindre der er aftalt andet.

Dem der er lavet aftale med om evt. gulvplads skal også selv have dyne/sovepose med. Det skal aftales med Skituren hvem der sørger for madrasser.


Indesko/sutsko el.lign. til brug i hytten vil være en rigtig go' ide at madbringe, samt badetøj (der er jo en stor lækker sauna)

Det er koldt i Norge, så masser af varmt tøj m.m.

Har du spil el.lign. til aftenshyggen, så bare kom med dem…

Der er dog ikke ubegrænset bagageplads i bussen, så tænk dig om når du pakker!

Internationale betalingskort (f.eks. VISA og MASTERCARD) er rigtigt godt at have med og de kan bruges alle steder, så det er ikke nødvendigt at have norske kontanter med. Bruger man Google Pay eller Apple Pay på sin telefon virker det også de allerfleste steder.

Bemærk at flere steder faktisk slet ikke modtager kontanter, f.eks. Skistar hvor man KUN kan betale med kort i deres butikker som er skiudlejning/service samt deres skitøjsbutikker m.m.


Mad: Morgenmad og aftensmad er inkluderet i turen. Middagsmad er dit eget ansvar, da de fleste alligevel vil være ude på fjellet det meste af dagen. 

Skituren tilbyder ikke mulighed for at lave madpakke, men der ligger masser af spisesteder af alle slags og andet i området og 400 meter fra hytten ligger et supermarked, så kan du købe ind til din egen middagsmad/madpakke, hvis det er det du ønsker.

Vær dog opmærksom på, at i Norge er en pizza, pommes Frites og agurk m.m. nogenlunde lige så dyrt som Femern-forbindelsen. Så er i advaret! :-)

Maden på turen vil ikke være vegetarisk, men uden svinekød. Ønsker du vegetarisk mad kan det markeres under tilmelding.

Vil du ha' en kop kaffe så har vi ofte, men vil du være helt sikker så medbring det selv... Der er te og varm kakao samt måske kage m.m. til aftenshyggen foran pejsen.


Hvem laver maden til mig? Det deles vi om. Turens madansvarlige har sammensat en lækker menu og sørger for at der er de råvarer vi skal bruge, og så deler vi os op i madhold, som bliver dirigeret igennem madlavningen og opvasken, af en af de madansvarlige.


Hvem skal jeg sove sammen med? Der er utroligt mange ting at tage højde for når soveplanen skal lægges. Vi forsøger at gøre alle tilfredse og så vidt som overhovedet muligt vil der blive taget hensyn til dine ønsker. Planen bliver lagt af arrangørerne hjemmefra men vi har 12 timer i bussen på turen op, så der burde vi have mulighed for at rette den lidt til, hvis der skulle være noget.

Vi skal i år bo i samme hytte som på sidste tur. Det er en stor og lækker hytte med to fulde etager. Hytten har masser af værelser med hver to køjesenge, altså 4 sovepladser. Desuden har vi også en 20 personers "penthouse" lejlighed på toppen af hytten lige overfor vores.


Det at hytten er indrettet med 4 sovepladser på næsten alle værelser, kan give nogle problemer ved familier/grupper på over eller under 4 personer når soveplanen skal lægges. Derfor kan skituren være nødt til at spørge om der er én der vil have en gulvplads eller andet. Hvis det er skituren der arrangerer det, vil det give et afslag i prisen på kr. 400,- til den der ender på gulvet eller andet. Vi håber på forståelse!


Skileje: Der bliver lavet aftale med Skistar skiutleje lige ved hytten. Vi forventer at få 15% rabat. Du skal blot oplyse at du er med i gruppen "Adventistkirkens skitur". Tjek selv at de husker at give dig rabat når du betaler. De tager div. internationale betalingskort men IKKE kontanter.

Du kan leje alt, langrend, snowboard og alpint i forskellige kvaliteter.

Det meste sikkerhedsudstyr, f.eks. hjelm, er gratis hvis du lejer ski/snowboard, og vi vil MEGET kraftigt opfordre dig til at bruge sikkerhedsudstyr!!

Som eksempel på prisen vil komplet udstyr, alpin ski eller snowboard, i middel kvalitet til en voksen inkl. rabat, koste ca. 800 danske kr. for 5 dage. Bytte af udstyr kan man risikerer at de tager et gebyr for. Vil man skifte flere gange mellem ski og snowboard eller måske langrend, har de noget der hedder "Multileje"


Liftkort: De fleste betaler liftkortet sammen med deltagergebyret. Ved at købe kortet gennem skituren får du ca. 25% rabat i forhold til Skistar’s normalpriser.

Skituren kan sælge et liftkort til alt, også aftenski, til kr. 1450,- til alle 5 dage vi er der. (Normalpris Nkr. 2900,-)

Det samme kort, men til unge fra og med 7 år til og med 17 år og til seniore over 65 år koster kr. 1150,- (Giv besked ved tilmelding hvis du vil have ungdoms/seniorliftkort)

Børn til og med 6 år behøver ikke liftkort hvis de bruger sikkerhedsudstyr.


Hvis du ønsker kort til et andet antal dage kan det sagtens lade sig gøre, kontakt Henrik senest 4 uger før turen.

Vil du kun stå på langrend behøver du ikke liftkort.


Kortet bliver uddelt enten søndag aften eller mandag formiddag inden kl. 10. Der står ikke navn på, men et langt nummer. Hvis du kender nummeret kan du få erstattet dit kort hvis du smider det væk. Det er en rigtig god ide at registrere det i Skistars app. Mere info kommer i nyhedmails og på turen.



Pris: Undersøg hvor gammel/ung du er :-) og find ud af hvor du passer ind herunder, overvej også om du skal have liftkort: 


- Fra og med 18 år til og med 64 år: kr. 2550,- plus evt. liftkort kr. 1450,- i alt kr. 4000,-


- Over 65 år: kr. 2550,- plus evt. seniorliftkort kr. 1150,- i alt kr. 3700,-


- Fra og med 15 år til og med 17 år: kr: 2550,- plus evt. ungdomsliftkort kr. 1150,- i alt kr. 3700,-


- Børn fra og med 8 år til og med 14 år: kr. 2050,- plus evt. ungdomsliftkort kr. 1150,- i alt kr. 3200,- (man får det samme som en over 15 år men til nedsat pris)


- Børn fra og med 5 år til og med 7 år: kr. 1600,-plus evt. ungdomssliftkort (HUSK: ungdomsliftkort først fra 7 år) kr. 1150,- i alt kr. 2750,- (man får det samme

  som en over 15 år men til nedsat pris)


- Børn under 5 år: kr. 800,- UDEN egen seng i hytten. Hvis børn under 5 år skal have egen seng er prisen som børn over 5 år.

(Hvis man ønsker at børn under 5 år skal have egen seng, er det yderst vigtigt at der gives besked ved tilmelding så vi ved hvor mange senge der skal bruges)


Alle priser er inkl. en plads i bussen på fællesrejsen.


Vil du ikke med på fællesrejsen, men skaffer du dig selv frem og tilbage, kan man få et afslag på kr. 450,- i deltagergebyret, uanset om det er barn eller voksen.

Aftal nærmere med Henrik senest 4 uger før turen!

Bemærk at transport af en normal mængde bagage og et par ski/snowboard er inkl. i deltagerbetalingen, så hvis du vælger ikke at tage bussen og får

afslaget på kr. 450,- så kan du selvfølgelig ikke få din bagage/ski/snowboard med bussen. Dog kan man måske, hvis der er plads i bussen, købe transport af bagage/udstyr.


Spørgsmål eller tvivl, kontakt Henrik.



Betaling: Når du har tilmeldt dig indbetaler du deltagergebyret til skiturens bankkonto:


   Nordea: 5501 - 437 618 66 82 Husk at mærke indbetalingen med dit navn!


Sidste frist for betaling er d. 5/2-'24. Er der ikke betalt denne dato, slettes du på deltagerlisten og pladsen kan gå til en på ventelisten!


Din tilmelding er bindende fra d. 5/2-'24. Ændrer du i din tilmelding eller framelder du dig efter denne dato får du ingen penge tilbage, medmindre der er en fra en evt. venteliste der kan overtage din plads eller du har en meget go' grund som f.eks. lægedokument der fraråder skiferie.

Du kan godt overdrage din plads til en anden, men hvis der er en venteliste til turen har en person på ventelisten altid førsteret til pladsen.



Sygesikring: Husk helst dit blå EU-sygesikringskort. Selvom Norge ikke er med i EU foreligger der en aftale om at EU-sygesikringskortet også gælder i Norge. Desuden er der en speciel Nordisk aftale om at det gule danske Sundhedskort også virker i de Nordiske lande.

Du kan får dækket både behandling og ekstraudgifter til lægeordineret hjemtransport på sygesikringens regning.

Vil du læse mere om dækningen kan du gøre det HER.

Du må selv vurderer om du behøver en rejseforsikring der dækker skiløb. Skituren vil ikke komme med en anbefaling om hverken det ene eller andet. Det er dit eget ansvar at sætte dig ind i reglerne og vurderer om du behøver en rejseforsikring!

Ulykker kan ske, men tænk dig om, og kør ordentligt på fjellet, så er chancen for ulykker mindre! 

Husk at drikke rigeligt, det er fysisk hårdt at stå på ski, en dunk med vand eller juice er godt og billigt at medbringe på fjellet!

Et stykke chokolade er også fantastisk at gumle på, når man sidder i en lift, det giver energi og tager den lille sult.


Det med småt: Turen er arrangeret af en gruppe personer i Cafékirken København i samarbejde med Adventistkirken i Danmark.

Kirkens regelsæt gælder på denne tur. Mangel på efterlevelse af påbud m.m. kan evt. medføre øjeblikkelig hjemsendelse for egen regning.

Skituren fralægger sig et hvert ansvar for opførsel, både i bussen, hytten og på fjellet, der medfører kvæstelser og andet.

Rygning er forbudt i hytten og bussen. Kæledyr m.m. af alle slags er ikke tilladt på turen.



Spørgsmål eller tvivl? Læs denne side igen, grundigt, og er der stadig noget du er i tvivl om så kontakt Henrik på 20223699 eller pr mail

 





Husk at holde dig orienteret om eventuelle ændringer i denne info. Vigtige ændringer slås op på Facebook i gruppen ”Adventistkirkens skitur”

Tryk her for et direkte link til Facebook gruppen.




Vi ses til årets mest fantastiske begivenhed...  -Masser af sne og nordlys og ingen brækkede arme og ben... Håber vi! :-)